5G er en forkortelse for “den femte generation af mobilnetværket”.  

© shutterstock

Det kommer 5G til at betyde for dig som fotograf

5G afløser 4G-netværket, og det betyder bl.a, at det bliver nemmere at dele billeder og videoer hurtigt. Vi giver dig svaret på, hvad du som fotograf kan forvente af nye muligheder med 5G.

22. oktober 2020 af Christian Trant

5G-netværket er en videreudvikling af 4G-teknologien, som er det trådløse netværk, de fleste af os har brugt de sidste mange år.

Nu er 5G-netværket for alvor landet, og helt konkret betyder det hurtigere hastigheder og bedre kapacitet – og derfor vil det nye netværk også få betydning for dig som fotograf.

Men hvad kan du helt konkret forvente? Det giver vi dig svar på her.

5G gør alting hurtigere

Det trådløse netværk du bruger, når du deler og gemmer dine billeder på internettet, kan på mange måder sammenlignes med en motorvej.

Motorvejen bliver bredere, for hver gang netværket opdateres og fx går fra 4G til 5G. 

Nu er 5G landet, og det giver flere personer mulighed for at dele og gemme fotos online på samme tid, når de er på farten. 5G har nemlig flere “spor”, og det betyder, at flere kan været på netværket på samme tid uden at opleve langsomme hastigheder eller “kø”.

> Læs også: Her er Samsungs nye topmodel med vildt kamera 

På store festivaler og ved sportsbegivenheder, hvor mange mennesker deles om netværket, vil det være nemmere at tage fotos, for derefter at dele dem på internettet. 

© Shutterstock

Så hurtigt bliver 5G

5G er ca. 65 gange hurtigere end de hastigheder, du har på 4G-netværket i dag – og potentielt kan det blive op til 1000 gange hurtigere, når 5G har været testet i en længere periode af netværksudbyderne.

Forskere, udbydere og andre vidende personer på området ved nemlig ikke med sikkerhed, hvad det fulde potentiale er af 5G-netværket.

Resultatet vil formentlig også variere alt efter, hvor du befinder dig, men ét er sikkert, og det er er, at du vil opleve en markant forandring, når du skifter fra 4G til 5G.

Hastigheden på det nuværende 4G netværk ligger nemlig i omegnen af  17-71 megabit pr. sekund, alt efter hvor du er i landet, men den hastighed bliver mangedoblet med 5G. Fremover bliver det nemlig muligt at hente filer med ca. 1 gigabit pr. sekund.

5G kan ende med at blive 1000 gange så hurtigt som 4G. Både når du uploader en stak billeder til fx Instagram, men reaktionstiden, når du sender filer, bliver også markant hurtigere.

5G er stærkest i de største byer

I Danmark er det TDC, der har stået for at udrulle 5G, og i starten af september 2020 kunne teleselskabet trykke på tænd-knappen, så netværket nu virker i de største byer. 

5G sendemasterne kan allerede levere internet, der er så hurtigt, at du fx kan downloade en Netflix-film på blot et par sekunder.

Planen er, at 5G skal udrulles til resten af Danmark løbende, og det forventes at dække hele landet i slutningen af 2020.

Løbende vil der også være flere og flere tjenester, som vil kunne bruge 5G-netværket. Her i starten er det kun en række smartphones, som kan få glæde af det hurtige netværk, men inden længe vil også GPS-systemer, hospitaler, førerløse biler, smarthuse og betalingssystemer som MobilePay blive koblet op på 5G.

Her er de smartphones, som kan tilkobles 5G på nuværende tidspunkt:

  • iPhone 12, 12 Mini, 12 Pro og 12 Pro Max
  • Huawei P40 Pro
  • Motorola Edge+
  • Motorola Edge
  • Motorola Moto G 5G Plus
  • Nokia 8.3 5G
  • OnePlus 8
  • OnePlus 8 Pro
  • OnePlus Nord
  • Samsung Galaxy A51 5G
  • Samsung Galaxy A71 5G
  • Samsung Galaxy Note10+ 5G
  • Samsung Galaxy S20 5G
  • Samsung Galaxy S20+
  • Samsung Galaxy S20 Ultra
  • Samsung Galaxy Note20
  • Samsung Galaxy Note20 Ultra
  • Samsung Galaxy Z Flip 5G
  • Sony Xperia 1 II

Nye funktioner og 5G går hånd i hånd

5G kommer til at have den største betydning for fotografer, der arbejder med video. Hjemmesider som fx YouTube er allerede klar til, at du lægger 4K-video på deres platform, og med 5G bliver det gjort lynhurtigt.

Det bliver også nemmere at streame og optage 360 grader video, som ellers kan være en rigtig tung og langsommelig proces, hvis du bruger 4G-netværk.

> Læs også: Sådan viser du dine videoer frem på YouTube

4K-video forventes at blive normen, når du sender og uploader video med 5G, men der bliver allerede arbejdet på, at du snart kan uploade 8K-video til fx YouTube.

© Shutterstock

Hvad skal du forvente i fremtiden?

Netværket bliver hele tiden hurtigere, og teknologien udvikler sig også konstant. Det betyder, at helt nye funktioner bliver mulige ikke så langt inde i fremtiden.

Der bliver bl.a. gisnet om, at du i fremtiden kan bruge kameraet i din smartphone til at skanne en stor mængde mennesker med det formål at finde dine venner hurtigere.

Det kræver et hurtigt netværk, hvis det skal lykkes, og hvis du skal kunne skanne mange ansigter i realtid.

Der er også nogle udfordringer i forhold til GDPR, som er databeskyttelsesloven, hvis en sådan funktion skal på benene.

Det er blot én af de ting, som måske bliver muliggjort af et hurtigere netværk og den konstante forbedring af teknologien bag. 

> Læs også: Derfor skal du bruge en fjernudløser

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...