Din internetbrowser er desværre uddateret. Denne side understøtter beklageligvis ikke forældede browserversioner.
Sådan opdaterer du din browserEt zoomobjektiv på 70-200 mm bør høre til nogle af de første objektiver, du investerer i til din kameraudrustning. Af samme grund har stort set alle producenter af full-frame-kameraer og mange tredjepartsproducenter da også denne type objektiv på programmet.
70-200 mm-objektiv tager over, lige hvor en anden klassisk zoom, nemlig 24-70 mm-objektivet, slipper. Hvor 24-70’eren dækker normalområdet, huserer 70-200 mm-optikken i teleområdet, og den fungerer både på full-frame- og APS-C-kameraer.
Ofte har objektivproducenterne både en lysstærk F2.8-version, og en billigere F4.0-udgave på programmet. Her kan du se, hvorfor objektivet er så suverænt.
På grund af zoomområdet er objektivet meget velegnet til en række forskellige motiver. Det er fantastisk til portrætter, hvor du får naturlige dimensioner i ansigter.
På grund af afstanden til motivet, kan du få stort set hele ansigtet skarpt på stor blændeåbning. Sikrer du også en forholdsvis stor afstand til baggrunden, vil den blive godt sløret.
> Læs også: Sådan tager du portrætter i svagt lys.
Zoomobjektiverne på 70-200 mm har som regel en hurtig autofokus, så du kan låse dig fast på motiver i bevægelse, og de forholdsvis lange brændvidder gør, at du kan fange sportsudøvere på afstand.
På mange 70-200 mm-objektiver, som på dette Nikon AF-S NIKKOR 70-200mm F4.0G ED VR, sidder en fokusbegrænser. Stiller man den på uendeligt til tre meter, bruger den ikke tid og kræfter på at søge i nærområdet, og dermed kan objektivet stille fokus lidt hurtigere på afstand.
© NikonOg zoomen gør objektiverne meget fleksible, da du både kan følge spillere tæt på og lidt længere væk. Specielt de lysstærke F2.8-udgaver er også velegnede indendørs, hvor lyset er svagere.
Et 70-200 mm objektiv er også rigtig godt til andre motiver. Det fungerer rigtig godt til dyrefotos, og vil du fotografere landskaber, kan telen trække perspektivet sammen, så det ser ud som, fjerne elementer står tættere på hinanden.
Du kan også bruge objektivet til fx bryllupper, arkitektur og gadefotos.
> Læs også: 5 tips til bedre landskabsbilleder
70-200 mm objektivet er ikke større og tungere, end at du sagtens kan fotografere uden stativ. Det gør dig langt mere fleksibel, når du skal følge fx sportsudøvere eller vilde dyr.
Mange 70-200 mm-objektiver har desuden billedstabilisering, der gør det muligt at bruge meget længere lukkertider end ellers, uden at du risikerer rystede billeder.
Modsat mange andre zoomobjektiver, der fx har en lysstyrke på F4.0 på mindste brændvidde og F5.6 på største brændvidde, bevarer 70-200 mm-objektiverne samme lysstyrke på enten F2.8 eller F4.0 i hele zoomområdet.
Dermed kan du bevare de samme eksponeringsindstillinger, når du zoomer, uden at lyset ændrer sig i billedet.
Denne type objektiver er ofte bygget til at klare fugt og støv, så du kan bruge dem i dårligt vejr eller krævende omgivelser.
70-200 mm objektivet tegner generelt meget skarpt, og den optiske kvalitet er som regel rigtig høj med få optiske fejl og god kontrast.
Priserne varierer en del. F4.0-modeller koster typisk mellem 10.000 og 15.000 kroner – der findes dog billigere modeller.
F2.8-udgaverne koster som regel mellem 15.000 og 20.000 kroner.
Er du abonnent, har du fuld adgang til Fordelszonen, hvor du kan hente vores e-bog "Synsfeltet", som er en komplet guide til objektiver, hvor vi på 47 sider gennemgår mulighederne med alle objektivertyper og kommer med tips til at bruge dem, så du får bedre billeder.
I Digital FOTO nr. 11/2019 kan du også læse en stor test af objektiver på 70-200 mm. Du finder også masser af 70-200 mm-objektiver i Gearguiden her på hjemmesiden.
Ja tak, jeg vil gerne modtage Digital FOTOs nyhedsbrev med de vigtigste fotonyheder og spændende artikler samt markedsføring om Digital FOTO via e-mail.
Du kan til enhver tid afmelde dig igen via afmeld-linket. Læs mere