Det skal du vide før du køber objektiv

Før du køber et objektiv til dit kamera, er der et par ting du skal vide om fatning, konstruktion og vejrforsegling.

© Shutterstock

Det skal du vide, før du køber et objektiv

Når du køber et nyt kamera, følger der som regel et kitobjektiv med, men før eller senere får de fleste lyst til at opgradere til et andet objektiv, der giver flere og bedre muligheder. Her er alt det, du skal vide, før du køber nyt glas til dit kamera.

19. marts 2019 af Sarah Marie Winther

Der kommer et tidspunkt i mange fotoentusiasters liv, hvor kitobjektivet ikke længere er nok. Hvor man gerne vil tættere på, længere væk, have en hurtigere autofokus eller bare lidt skarpere billeder.

Men det kan være lidt af en jungle at bevæge sig ind på objektivmarkedet. For hvad er forskellen på EF og EF-S, hvorfor er nogle mærker dyrere end andre, og har du overhovedet brug for vejrforsegling, når du "bare" skyder portrætter? 

Alt det – og mere til – svarer vi på lige her!

> Vil du også opgradere kameraet på din mobiltelefon? Lige nu kan du få tre forskellige objektiver lige til at klipse fast på din smartphone sammen med to numre af Digital FOTO for kun 49 kr. + porto. 

Hvor vigtig er objektivets fatning?

Det første, du skal vide om objektiver, er, at de har forskellige fatninger. 

Fatningen er den del af objektivet, der sættes ind i kameraet. Den holder objektivet på plads og sender informationer fra objektivet til kameraet, så du fx kan bruge autofokus.

Fatningen på et objektiv varierer fra producent til producent. Det betyder, at fx et Nikon-objektiv ikke kan bruges med et Canon-kamera og omvendt, medmindre du bruger en særlig adapter, der sættes mellem objektiv og kamera.

> Læs også: Det betyder tallene på dit objektiv

Det skal du vide før du køber objektiv

Det vigtigste, når du køber nyt objektiv, er at du vælger den rigtige fatning. Vælger du den forkerte, betyder det nemlig, at du ikke kan bruge objektivet med dit kamera. 

© Shutterstock

Men faktisk varierer fatningen på et objektiv også alt efter, om det er beregnet til systemkamera eller spejlreflekskamera. Det betyder, at du ikke kan bruge fx et Nikon-objektiv til spejlreflekskameraer på et Nikon Z-kamera, medmindre du bruger en adapter.

Og som om det ikke var forvirrende nok, så varierer fatningen også alt efter, om objektivet er beregnet til full-frame-kamera eller kamera med APS-C-sensor. Derfor kan du på blandt andet Canon-kameraer ikke bruge objektiver til APS-C-kameraer på full-frame-kameraer.

Dog er systemet lavet sådan, at du godt kan bruge objektiver til full-frame-kameraer på APS-C-kameraer fra Canon, og på Nikon og Sony kan du skifte rundt, som du vil. 

> Læs også: Få nye muligheder med gamle glas

Hvad er metalfinish?

Du er måske stødt på ordet "finish" i forbindelse med objektiver. Det er en betegnelse for den overflade, objektivet har, og overordnet findes der to forskellige slags finishes – plastik og metal.

Der findes ikke dokumentation for, at metalfinish er bedre end plastikfinish, men mange foretrækker det, da det ofte er lækrere at arbejde med. Køber du et dyrt objektiv i høj kvalitet, vil det typisk også have en finish i metal.

Det vigtigste er dog ikke finishen, men fatningen. Det er nemlig vigtigt, at fatningen kan klare den belastning, den bliver udsat for, når du skruer objektivet af og på. Og her betyder det noget, om materialet er i plastik eller metal, der er mere robust.

Har jeg brug for vejrforsegling?

Et andet ord, du måske er stødt på, er vejrforsegling. Det er noget, mange producenter lover, men der er ikke nogen officiel standard for vejrforseglingen, så kvaliteten af forseglingen varierer fra producent til producent.

Det skal du vide før du køber objektiv

Skal du fotografere i ekstremt vejr, bør du ikke overlade beskyttelsen af objektivet til vejrforseglingen. Du kan fx bruge en plastikpose til at beskytte kamera og objektiv yderligere. Få 4 smarte fototricks med en plastikpose her. 

© Shutterstock

Det er også vigtigt at huske, at "vejrforseglet" ikke betyder "vejrfast" eller "vandtæt". En vejrforsegling beskytter objektivets indre dele mod støv, fugt og let regn, men det er ikke ensbetydende med, at du kan hive det frem i en sandstorm eller en haglbyge.

Generelt følges kvaliteten af vejrforseglingen med prisen på objektivet, og en god vejrforsegling er derfor typisk noget, du vil få med i et objektiv af højere kvalitet. 

Original eller uoriginal?

Du har sikkert opdaget, at objektivet er en hel del dyrere, hvis der står Canon, Nikon eller Sony på det, end hvis der står Sigma, Samyang, Tamron eller Tokina. 

Tidligere var der god grund til at holde sig til de originale objektiver (altså dem, som kameraproducenterne selv laver), men efterhånden er forskellen på de originale og uoriginale modeller faktisk ikke så stor. Få gode råd til at spare penge med uoriginale objektiver lige her.

I Digital FOTO tester vi i Gearguiden hyppigt objektiver fra tredjepartsproducenter, og vi bliver oftere og oftere positivt overraskede over kvaliteten. Hvis du alligevel helst vil holde dig til de originale producenter, kan du overveje at købe dit objektiv brugt af en anden fotograf. 

> Læs også: Tips til køb af brugte objektiver

Læs mere om objektiver

Vi håber, du er blevet lidt klogere på, hvad du skal kigge efter, når du køber nyt objektiv. 

Vil du gerne vide endnu mere, har vi lavet en guide til, hvordan du vælger den brændvidde, der passer til dig som fotograf. 

I guiden kan du også læse om crop-faktoren, som har betydning for den brændvidde, du får. 

Læs også: Sådan vælger du det rigtige objektiv

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...