Det er menneskeligt at begå fejl, og derfor skammer vi os heller ikke over at sige, at vi har begået masser af fejl igennem tiden.
De fleste er fuldkommen ufarlige og har i værste fald resulteret i, at vi ikke fik det billede med hjem, vi havde tænkt os.
Men vi har også begået fejl, der potentielt ville kunne ødelægge vores kameraudstyr eller billeder, og dem tager vi fat i her.
Læs også: Det skal du vide før du køber et objektiv
1. Lade kameraet stå uden objektiv på
OK, den her har vi ikke selv lavet – men vi har set flere fotografer have et kamera liggende uden hverken objektiv eller dæksel på, og det skærer i hjertet hver gang.
Når der ikke sidder et objektiv på dit kamera, er sensoren ekstremt udsat for støv og skidt, og derfor bør du aldrig efterlade det "åbent".
2. Lade et tungt objektiv hænge fra kameraet
Hvis du er den type, der godt kan lide at have kameraet hængende langs siden, mens du fx slentrer rundt i en storby eller et landskab, så læs med her.
Det fungerer nemlig fint med lette objektiver, men nogle objektiver er så tunge, at de med tiden vil slide på fatningen, fordi den skal bære hele objektivets vægt.
Samtidig er der stor risiko for, at objektivet vil bumpe ind i de ting, du passerer på vejen – om det så er lygtepæle, skraldespande eller svingdøre.
Støt derfor objektivet med den ene hånd, også selv om du ikke bruger kameraet. Alternativt kan du smide en taske over skulderen, som kameraet kan ligge i.
> Læs også: Sådan vælger du det rigtige kamerastativ

Der er ikke noget så ærgerligt som at miste alle billederne fra fx en ferie, fordi kameraet var tændt, da du tog hukommelseskortet ud.
© Shutterstock3. Skifte objektiv mens kameraet er tændt
De fleste fotografer ved godt, at man skal vende kameraet nedad, når man skifter objektiv, for så mindskes risikoen for, at der hvirvler støv ind til sensoren.
Men du skal også huske altid at slukke kameraet, inden du løsner objektivet. Baseret på egne erfaringer er det en god idé at holde kameraet sådan, at du ikke kan komme til at skubbe tænd-og-sluk-knappen op ved et uheld.
4. Tage kortet ud mens kameraet er tændt
Det er sket, at vi har været så ivrige efter at se, hvordan billederne er blevet, at vi glemte at slukke for kameraet, inden vi hev hukommelseskortet ud.
Risikoen ved dette er bare, at filerne på kortet går tabt, og hvis det sker, er der ikke nogen måde at skaffe dem tilbage på.
5. Formatere kortet uden at tjekke indholdet
Nogle fotografer formaterer deres hukommelseskort, hver gang de skal bruge kameraet, og andre gør det kun, når kortet efterhånden er godt fyldt.
Uanset hvad du gør, bør du altid bladre billederne igennem, inden du trykker på "Formatér kort". Der kan nemlig dukke billeder op, som du har glemt at lave backup af, og de er altså tabt, når kortet er formateret.
> Læs også: Derfor skal du opdatere dit kameras firmware