Mand fotograferer foran glasbygning

I løbet af året har vi testet kameraer med udskiftelig optik på forskellige motiver. Her er de kameraer, som har gjort størst indtryk på os. 

© Shutterstock.com

Her er de bedste kameraer lige nu

Der er masser af lækre systemkameraer, spejlreflekskameraer og kompaktkameraer på markedet, men hvilket skal du vælge? Her får du toppen af poppen i tre prisklasser.

På Digital FOTO tester vi hvert år masser af kameraer til entusiaster og fotonørder, og kvaliteten er generelt rigtig høj.

Men der er selvfølgelig modeller, som skiller sig ud med særlige evner eller en stærk pris, og her kan du se vores favoritter i tre forskellige prisklasser: Kameraer til max 5000 kroner, max 10.000 kroner og til over 10.000 kroner.

Som altid kan du læse vores fulde tests af kameraerne i Gearguiden.

Her er de bedste kameraer til under 5000 kroner

Fujifilm X-T200

Fujifilm X-T200

Fujifilm X-T200 er et af de bedste kameraer i sin prisklasse på grund af sin imponerende skærm, overbevisende skarphed og sit sikre autofokus. Vi kunne dog godt tænke os, at kameraet var vejrforseglet. 

© Fujifilm

Fujifilms mindste systemkamera er lavet i et flot og klassisk design med topmoderne funktioner. Men det er især den berøringsfølsomme skærm, der er sidehængslet, som gør, at vi er vilde med dette kamera.

Fujifilm X-T200 kommer også med et godt joystick, som du kan bruge til at placere fokuspunkter. Det er vældig praktisk, da det giver god mulighed for at styre kameraets fokus inden, du trykker på udløserknappen.

Joysticket bruges desuden i kameraets menu, og det gør det nemt og hurtigt at navigere i de forskellige indstillinger.

Samtidig spiller den berøringsfølsomme skærm ualmindeligt godt sammen med kameraets øvrige betjening. Samspillet virker altså intuitivt, når du bruger kameraet, og det giver mening, hvornår du skal bruge joysticket, og hvornår du skal bruge den berøringsfølsomme skærm.

Skærmen har 2,8 mio. punkter, og som noget nyt kan du vælge billedstil og se effekten på skærmen med både før- og efter-visning.

Du kan endda trække fingeren henover skærmen og vælge, hvor stort et udsnit, du vil sammenligne. Det er lækkert.

At skærmen på Fujifilm X-T200 er sidehængslet muliggør nogle mere fleksible optagelser. Det betyder, at du fx har mulighed for at tage billeder over hovedet, da du kan flippe skærmen nedad.

Da vi testede autofokussen, klarede den sig fint ved hurtige motiver, ligesom kameraets øjefokus gør sit arbejde godt, når det drejer sig om portrætter.

X-T200 sælges i kit med det kompakte og zoomobjektiv FUJINON XC15-45mmF3.5-5.6 OIS PZ. X-T200 for 6499 kroner, men du kan også købe kameraet uden objektiv til lige under 5000 kroner flere steder.

> Læs vores test af Fujifilm X-T200 her.

Nikon D3500

Nikon D3500

Nikon D3500 er blandt de bedste kameraer i prisklassen under 5000 kroner, da du får en fin billedkvalitet med gode farver. Herudover ligger kameraet godt i hænderne. Vi gad godt, at kameraet var udstyret med flere fokuspunkter, da det kan være et problem at få skarpe billeder, når man fotograferer hurtige motiver.

© Nikon

Nikon D3500 er det mindste spejlreflekskamera fra Nikon, og med en vægt på kun 415 gram er det også et dejligt letvægtskamera, som er nemt at have med overalt.

Specifikationerne er stort set identiske med forgængeren D3400. Det betyder, at det lille kamera har en opløsning på 24,0 mio. pixels – 11 fokuspunkter – og kan skyde 5,0 billeder i sekundet.

Der er til gengæld sket mere med kameraets ydre. Her er designet inspireret af D5600-modellen, og kameraet har fået et indstillingshjul, som minder lidt om det, der er i Nikons nye spejlløse Z-serie. Grebet er også blevet dybere, hvilket giver et fantastisk godt hold om kameraet.

Ligesom forgængeren gør D3500 det virkelig godt. Billedkvaliteten er forrygende i denne prisklasse, og billederne bliver skarpe med fine detaljer. Du får meget kamera for under 5000 kroner.

Nikon D3500 kan fås til en vejledende pris på 3100 kroner, hvilket gør kameraet til et ideelt startkamera til begyndere.

> Læs vores test af Nikon D3500 her.

Panasonic Lumix DC-GX880

Panasonic Lumix DC-GX880

Panasonic Lumix DC-GX880 er markedets mindste og letteste kamera i prisklassen under 5000 kroner, og det gør, at modellen er et attraktivt valg til rejsen. Den lave pris er endda med et kitobjektiv inkluderet. Vi kunne dog godt tænke os en elektronisk søger.

© Panasonic

Panasonic Lumix DC-GX880 er ubetinget det mindste systemkamera på markedet lige nu, og det gør kameraet rejsevenligt.

GX880 ligner et kompaktkamera og kan snildt glide ned i en jakkelomme. Til gengæld må du undvære en ­elektronisk søger.

Den fleksible, berøringsfølsomme skærm kan vippes lodret op, og kameraet skifter herefter automatisk til selfieindstilling med nedtælling, når udløserknappen trykkes i bund.

Den funktion ­gør også kameraet til et fint valg for video-­entusiaster, der vil have bedre 4K-video, end en smartphone kan tilbyde.

Du kan købe Panasonic Lumix DC-GX880 til en vejledende pris på 3100 kroner inklusiv optik.

> Læs vores test af Lumix DC-GX880 her.

De bedste kameraer til under 10.000 kroner

Fujifilm X-T30

Fujifilm X-T30

Fujifilm X-T30 skyder hurtige ser, og det er med en fornem billedkvalitet og stærke ekstrafunktioner. Det gør kameraet til et af de bedste til prisen. Modellen er dog ikke vejrforseglet. 

© Fujifilm

Det lille systemkamera har ganske meget til fælles med Fujifilms større modeller, X-T3 og X-T4.

X-T30 har nemlig samme fine APS-C-sensor med 26,0 mio. pixels – og det betyder billeder i høj kvalitet, når man sammenholder sensoren med prisen. Billedkvaliteten kan sagtens konkurrere med flere af markedets full-frame-modeller.

Kameraet giver detaljefyldte billeder, selv på ganske høj ISO, og eksponeringen er stensikker, ligesom farvegengivelsen virker perfekt.

Med en optagehastighed på 20 billeder pr sekund er kameraet også blandt de hurtigste i samtlige tests i denne prisklasse.

Du kan købe Fujifilm X-T30 til en vejledende pris på 6590 kroner.

> Læs vores test af Fujifilm X-T30 her.

Vil du modtage nyheder, tips og inspiration til foto i din indbakke? Så skriv dig op til Digital FOTO's nyhedsbrev lige her. 

Nikon Z 50

Nikon Z 50

Nikon Z 50 er vejrforseglet og det er let. Derudover har kameraet en fin billedkvalitet ved høj ISO. Der er dog ingen stabilisering i kamerahuset. 

© Nikon

Nikon Z 50 er et spejlløst systemkamera med APS-C-sensor, og kameraet har samme udformning som full-frame-modellerne Z 6 og Z 7. Nikon Z 50 er dog en smule mindre end Z 6 og Z 7.

På Z 50 er samtlige knapper og selve indstillingshjulet placeret i højre side, hvilket gør, at du kan betjene alt kun med den ene hånd.

Den berøringsfølsomme skærm på 3,2 tommer er detaljeret og viser billederne, som de rent faktisk bliver. Knapperne til zoom- og skærmvisning er berøringsfølsomme og integreret i skærmens højre side.

Autofokussen er hurtig og præcis, og øjeregistreringen arbejder fint ved portrætter, selv om Sony stadig er et skridt foran med kameraet Sony A6400.

Du kan købe Nikon Z 50 til en vejledende pris på 7300 kroner.

> Læs vores test af Nikon Z 50 her.

Canon EOS 850D

Canon EOS 850D

Canon EOS 850D har en intuitiv menu, og skærmen har en god opløsning. Kameraet kan dog godt virke en smule stort og klodset, men til gengæld får du mange fine ekstrafunktioner, som andre kameraer i prisklassen ikke har. 

© Canon

Canon EOS 850D er et traditionelt spejlreflekskamera, men Canon har dog forbedret flere ting i forhold til de tidligere versioner af EOS-modeller.

Det betyder bl.a., at du nu får 4K-video, og en ny og hurtigere processor, som også findes i de større EOS-modeller 90 D og 80 D.

Autofokuspunkter bruges af kameraet til at lægge fokus automatisk der, hvor du gerne vil have skarphed. Og med Canon EOS 850D får du et kamera med 45 fokuspunkter af den præcise krydstype, når du bruger den optiske søger. Det gør, at du nemt kan fokusere på vandrette og lodrette linjer.

Bruger du skærmen med live view, er der 143 fokuspunkter, og det er også her, kameraets sikre ansigts- og øjegenkendelse kan bruges.

> Læs vores test af Canon EOS 850D her.

De bedste kameraer til over 10.000 kroner

Panasonic Lumix DC-S1

Panasonic Lumix DC-S1

Panasonic Lumix DC-S1 har en imponerende elektronisk søger og en effektiv billedstabilisering. 

© Panasonic

Panasonic Lumix DC-S1 er et relativt stort kamera, og det vejer da også lidt over et kilo. Ergonomien vejer dog op for det ellers meget tunge kamera, og grebet er godt.

Der er desuden et væld af knapper, som er lige inden for rækkevidde, uden at du skal have øjet væk fra søgeren.

Søgeren har klassens højeste opløsning med hele 5.7 mio. punkter og en opdateringshastighed på 120 billeder per sekund.

Opdateringshastigheden fortæller, hvor mange billeder en skærm kan levere i sekundet, og hos Panasonic Lumix DC-S1 bliver det ikke noget problem at få vist dine hurtige serieoptagelser, når du holder udløserknappen nede. Her kan skærmen sagtens følge med.

Derudover er det også smart, at du kan slå nattesyn til i både søger og skærm, så du ikke bliver blændet i mørket.

Autofokussen har 225 kontrastbaserede fokuspunkter, og den reagerer hurtigt og har mange indstillingsmuligheder, der bl.a hjælper med registrering af dyr, ansigter og øjne.

Panasonic Lumix DC-S1 har en vejledende pris på 17.995 kroner.

> Læs vores test af Panasonic Lumix DC-S1 her.

Nikon Z 6

Nikon Z 6

Nikon Z 6 har en stor skærm og en detaljeret søger. Billedstabiliseringen er også i top, og kameraet giver en flot detaljegengivelse. Men desværre tager Z 6 kun XQD- og CFexpresskort.

© Nikon

Nikon Z 6 har en meget lavere opløsning end Z 7, men til gengæld er der mere fart over feltet. Z 6 klarer nemlig 12 billeder i sekundet, hvilket er klassens hurtigste.

Nikon Z 6 er desuden et alsidigt systemkamera med full-frame-sensor, og det har tilmed klassens bedste ergonomi.

Søgeren har 3,69 mio. punkter, og det giver et klart søgerbillede. Når du har taget et billede, vises det på den store skærm på 3,2 tommer. Du har dermed gode muligheder for at tjekke kvaliteten af dine billeder undervejs i optagelsen.

Desværre tager Nikon Z 6 udelukkende XQD- og CFexpress-kort og dermed ikke SD-kort. Det gør, at du muligvis skal ud og købe helt nye hukommelseskort, hvis du overvejer at købe Z 6.

Ansigtsgenkendelsen fungerer godt, og kameraet genkender fint ansigtet – selv når modellen står med siden til kameraet.

Nikon Z 6 har en vejledende pris på 16.500 kroner.

> Læs vores test af Nikon Z 6 her.

Sony A7R IV

Sony A7R IV

Sony A7R IV har et sikkert og hurtigt autofokus, og en meget fin detaljegengivelse. Derudover får du også klassens højeste opløsning. Desværre er skærmopløsningen ikke helt i top.

© Sony

Detaljegengivelsen fra Sony A7R IV er utrolig imponerende, og det er en fornøjelse at få billederne ind på computeren, hvor du rigtigt kan nyde de mange detaljer, du får med 60,2 mio. pixels.

Den høje opløsning afslører nådesløst fokusfejl, men i langt de fleste tilfælde, uanset om du fotograferer portrætter eller action, ligger fokus præcist.

Kameraet eksponerer desuden perfekt. De mange pixels betyder dog, at støjhåndteringen ved høj ISO ikke er helt så imponerende, når du zoomer ind til 100 procent, men billederne er absolut acceptable op til og med ISO 6400.

Sony A7R IV har en vejledende pris på 30.995 kroner.

> Læs vores test af Sony A7R IV her.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...