mand filmer med dslr
© Shutterstock

Skyd den bedste video med mobilen, action kamera og det store kamera

Hvordan optager du den bedste video? Vi viser dig, hvordan indstillingerne bliver korrekte og videoen interessant - både når du filmer med mobilen, actionkameraet og spejlrefleks- eller systemkamera.

Der kan være ret stor forskel på, om du bruger dit kamera til fotografi eller video. 

Fremgangsmåden er nemlig ikke nødvendigvis helt den samme.

Vi giver dig tips til bedre video på de tre typiske typer af kameraer: Spejlrefleks- eller systemkamera, mobilkamera og action kamera

Få også gode råd til, hvordan dine videooptagelser bliver spændende at se længe efter, de er optaget - både for dig selv og andre. 

spejlreflekskamera optager video

Når du optager video med dit kamera, er fremgangsmåden ikke helt den samme, som når du skyder billeder. 

© Shutterstock

Optag video med dit kamera

Både spejlrefleks- og systemkameraer har i dag en kvalitet, som betyder, at de sagtens kan bruges professionelt til video. 

Kameraerne har faktisk langt hen ad vejen gjort de klassiske videokameraer overflødige. Med det rette udstyr og indstillinger kan du nemlig let få rigtig flot og interessant video i kassen med dit spejlrefleks eller systemkamera.

1. Lukkertid i forhold til fps

Det første du bør indstille, når du vil optage video, er den rette lukkertid i forhold til din fps. Fps er antallet af billeder kameraet fanger i sekundet. Ved almindelige videooptagelser er fps ofte 25. 

En hovedregel er derfor, at din lukkertid skal være det dobbelt af din fps. Derfor skal du fx bruge 1/50 sekund lukkertid ved 25 fps. 

Optager du derimod til langsom afspilning, altså slowmotion, ved 50 fps, så skal din lukkertid være 1/100 sekund.

> Lær at tage fuld kontrol med lukkertiden i denne video i Fordelszonen. 

2. Brug et ND-filter til videooptagelse

Da din lukkertid bestemmes af din fps, kan det nemt ske, at din video bliver overbelyst i dagslys. 

Et ND-filter kan hjælp med det, da det mindsker mængden af lys, der kommer ind i kameraet. 

En god ide kan være at investere i et variabelt ND-filter, så du kan tilpasse mængden af lys løbende uden at skulle skrue filtre af og på.

> Læs også: 4 filtre enhver fotograf bør kende

3. Få rolige videooptagelser med stativ

Sæt dit kamera på et kamerastativ, når du optager video. 

Kamerastativet er især godt til landskaber og nærbilleder, men du kan med fordel også bruge stativet, hvor du bærer kameraet rundt med stativet på, så du får mindre rystede billeder. 

Alternativt kan du købe en gimbal, der også kan sikre dig gode videooptagelser uden rystelser. 

> Læs også: Sådan vælger du det rigtige kamerastativ

4. Fokus, fokus, fokus

Når du filmer, vil vi generelt anbefale, at du bruger manuelt fokus. 

Autofokus kan nemt flakke på video, og det kan ødelægge videooptagelserne, hvis du for eksempel har stor dybdeskarphed. 

Nogle kameraer har funktioner, hvor du kan indstille fokus på et touch-display, men generelt giver manuelt fokus dig større kontrol, selvom det kræver øvelse at mestre.

> I Fordelszonen gennemgår vi i et videokursus, hvordan du bruger manuel fokus. Se videoen her! (kun for abonnenter)

mobilkamera på gimbal

En gimbal kan gøre dine billeder stabile, selvom du bevæger dig rundt.

© Shutterstock

Videooptagelser med mobilkameraet

1. Brug en gimbal til videooptagelse

Forsøg at holde din telefon helt stille, når du filmer. Begge hænder på kameraet hjælper en del. 

Men vi anbefaler, at du investerer i et stativ til din telefon, hvis du gerne vil have det bedste resultat. Her kan en gimbal hjælpe og endda gøre arbejdet endnu sjovere.

> Læs også: Derfor skal du investere i en gimbal

2. Få større kontrol med en app

Du kan med fordel bruge en egentlig video-app til dine optagelser med telefonen. 

Det er med en app ofte lettere at styre indstillingerne som fokus, fps og eksponering, når du filmer. 

Vi anbefaler appen Filmic Pro, som kan fås til både iPhone og Android.

3. Styr på fokus i din video

Telefoner har ofte en god autofokus. Det er dog en god idé at styre dit fokus, så det ikke flakker. 

Det kan du gøre ved, at du på skærmen trykker på motiverne, du gerne vil have i fokus. På nogle telefoner er det endda muligt at låse fokus ved et dobbelt-tryk.

Brug dit action kamera til at få anderledes optagelser.

© Shutterstock

Optag video med dit action kamera

1. Udnyt dit action kameras potentiale

Først og fremmest bør du bruge dit action kamera anderledes end telefon- og spejlreflekskameraet. 

Udnyt potentialet og fang de umulige vinkler. Det kan være under vand eller på mountainbiken.

> Vil du vide mere om fordelene ved at filme med et action kamera? Få masser af tips og tricks her. 

2. ND-filter til action kamera sikrer velbelyst video

ND-filtre er videoens konge. Igen vil vi anbefale, at du køber et ND-filter til dit action kamera. 

Med sådan et får du f.eks. bedre mulighed for at lave flot slowmotion i dagslys.

3. Brug action kameraet til skæve vinkler

Action kameraer gør ofte alt arbejdet selv. 

Vi anbefaler derfor, at du bruger det som ekstra kamera til telefonen eller systemkameraet. 

Du kan fx filme dig selv optage med et andet kamera, eller du kan få et anderledes perspektiv på motivet, som du kan klippe ind i din video. 

Mand redigerer video på computeren

Det er en god idé at redigere din video, efter du har optaget den. 

© Shutterstock

Tre skarpe tips til mere interessant video

1. Komposition og lys i din video

Tænk på din komposition og lyset. 

Gode huskeregler er at have lyset i ryggen og fylde billedet med det, du gerne vil vise. 

Er videoen et glad barnebarn, der åbner julegaver, så sørg for, at du får barnets smil med - også i øjnene.

> Læs også: Her er alt, du skal vide om komposition 

2. Klip videoen sammen

Videooptagelser kan nemt blive lange og kedelige. 

Vi anbefaler derfor, at du klipper i din video, så den får mere tempo og viser den historie, du gerne vil fortælle. 

Overvej for eksempel, hvad der var det bedste øjeblik på din ferie eller hvilke øjeblikke, du gerne vil huske. Det kan både være den sjove tur på stranden, men også et stemningsfuldt skud af en solnedgang. 

En huskeregel er, at du bør klippe mellem forskellige typer af billeder. Det kan være fra total til nær eller halv total.

3. Husk den gode lyd

Video er sjovest med lyd og endnu sjovere med god lyd. 

Overvej derfor at investere i en ekstern mikrofon. 

Overvej også at bruge baggrundsmusik, som gør din video mere spændende. Pas dog på med ikke at lave baggrundsmusikken for høj. 

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...